Om Pia og Jannik
Det er os, der står bag Mindfulness for Børn. Vi er gået fra en stresset hverdag med alt for meget kaos til et familieliv, hvor vi alle lader op, når vi er sammen. Mindfulness og meditationer blev vores redning. Med webuniverset Mindfulness for Børn hjælper vi i dag andre familier med at finde roen, nærværet og hyggen sammen.
Læs Pias historie
Helt ærligt, så fik vores lille familie en hård start. Da Geo blev født, fik jeg en fødselsdepression. Den eneste behandling, jeg fik tilbudt, var piller, som jeg ikke havde lyst til at tage. Og nå ja, så havde Geo kolik i 9 måneder. Nøjagtigt det samme skete, da Storm blev født nogle år efter.
Jeg havde ikke overskud til noget som helst
Her stod jeg så med to små børn, det ene med kolik, og en ond, tyngende depression. Jeg følte mig ked af det, vred og træt af det hele. Livet føltes kaotisk, og som om det aldrig ville blive bedre. Alt gik op i logistik og føltes som en pligt – selv det at skulle lave noget sjovt for børnene. Jannik tog en stor del af læsset med det praktiske, men med hensyn til depressionen kunne han ikke gøre andet end at støtte mig, når jeg havde brug for det. Jeg havde konstant dårlig samvittighed, fordi jeg ikke havde overskud til noget, ikke engang til at tage med til familiearrangementer.
Mindfulness blev min redning
Direkte efter barslen med Storm skulle jeg i praktik som en del af min uddannelse til psykomotorisk terapeut (den fine betegnelse for afspændingspædagog 😉). Man skulle tro, at jeg kunne bruge redskaberne fra min uddannelse til at finde den indre ro og nærværet, som jeg savnede. Men de var ikke nok, så jeg valgte bevidst at komme i praktik på en klinik, der brugte mindfulness til at behandle stress.
Mindfulnessøvelserne tog jeg med hjem fra klinikken, og så startede forandringen. Det blev lettere for mig at håndtere kaosset i familien, og jeg fik lettere ved at sove igen. Mindfulnessøvelserne og meditation blev nogle faste og gode redskaber, der var lette at gribe fat i, når der var perioder, hvor det var svært, eller jeg følte mig ekstra presset.
Jeg fik mere energi og overskud. Overskud til at lave ting sammen med børnene, til at være nærværende over for dem, og overskud til mig selv. Nu fik jeg ikke længere de følelsesmæssige rutsjeture, fordi jeg havde nogle nemme redskaber til at håndtere mine følelser.
Mindfulness hjalp vores børn
Både Geo og Storm havde godt med krudt i rumpetten, og de havde svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Især Geo havde det svært. Han havde nogle store følelsesudsving og kunne få nogle kæmpe nedsmeltninger. Da jeg begyndte at lave mindfulnessøvelser med børnene, forandrede det sig fuldstændigt. De er begge blevet gode til at mærke deres egne følelser og kan sætte ord på dem. Det er, som om vi har fået en ny måde at tale sammen på i familien. I stedet for bare at spørge ind til, hvordan deres dag har været, kan vi snakke om følelser og tanker.
Meget mere hygge- og fjolletid i vores familie
I dag har Jannik og jeg den familie og det liv, vi altid har drømt om. Havde det ikke været for mindfulness og den forandring, det skabte i vores liv, var jeg nok blevet rablende vanvittig – og muligvis også skilt. I stedet har vi en stærk samhørighedsfølelse i vores familie. Jannik og jeg har ikke lyst til at tage ”børnefri”. Vores familie er stedet, hvor vi lader op. Vores børn er blevet større, og vi kan se, hvordan de er ved at udvikle sig til nogle sunde og omsorgsfulde mennesker. Vi oplever ikke længere nedsmeltninger og de store følelsesudbrud hos vores børn. Der er kommet ro på vores familie, og nu har vi overskud til mere sjov, leg og hygge.
Mindfulness for Børn Appen: Vores app, der lærte tusindvis af børn at meditere
Pia underviste på et tidspunkt skolebørn i mindfulness, og børnene var så glade for hendes meditationer, at de gerne ville kunne lave dem derhjemme.
Sådan blev appen Mindfulness for Børn født. Jannik stod for teknikken, og Pia indtalte de guidede meditationer, inklusive godnatmeditationer, der kunne hjælpe børnene med at falde i søvn om aftenen. Appen har været populær i flere år, og meditationerne ligger nu også på vores webunivers.
I webuniverset Mindfulness for Børn får du fællesskabet med
Vi begyndte at savne at have en relation til brugerne af appen. Da Pia arbejdede med mindfulness i en fysioterapiklinik, nød hun at snakke med børnene og deres forældre om, hvordan mindfulness havde hjulpet deres familie. Hun kunne hjælpe dem videre, hvis de sad fast eller oplevede udfordringer. Den mulighed var der ikke i appen. Derfor besluttede vi at lave vores webunivers med meditationer til børn, hvor børnene kan få de guidede meditationer og mindfulness i bevægelse på video, og forældrene kan få hjælp af Pia i en hyggelig lukket gruppe på Facebook.
Det skal være nemt og sjovt for børn at lære mindfulness
Det er vigtigt for os, at det er nemt og sjovt at bruge meditationerne og videoerne. Pia laver meditationerne og videoerne, så alle kan være med. Børnene behøver ikke at kunne noget i forvejen, for Pia guider dem hele vejen igennem.
Om Pia
Pia er mindfulness-mor og forfatteren bag de guidede meditationer i Mindfulness for Børn.
Pia er uddannet psykomotorisk terapeut (afspændingspædagog), fysioterapeut og mindfulnessinstruktør. Hele sit arbejdsliv har hun brugt på at hjælpe mennesker med at hjælpe sig selv.
Både på arbejdet og hjemme har Pia haft stor glæde og gavn af mindfulness og meditation. Hun elsker, at det er så enkelt et redskab, der samtidig er så effektivt. Det er hendes bedste værktøj til at skabe indre ro og til at få mere energi i hverdagen.
Om Jannik
Jannik er familiefar og en tekniknørd, der elsker at være i naturen.
Det er Jannik, der står bag teknikken i Mindfulness for Børn. Det også Jannik, som har udviklet de tidligere apps. Lige siden Jannik var lille og fik sine sår på knæene på Bornholm, har han fundet ro i naturen. Det er denne beroligende følelse, han vil give videre med naturlydene fra Bornholm, som han selv har optaget.
Jannik har dyrket mindfulness og meditation i over 20 år. Hans interesse for det er steget i de seneste år, i takt med at der stilles større og flere krav til os som mennesker både på jobbet og i privatlivet.